100% Uvildig Finansiel Rådgivning

Konfirmation: Dit barns økonomi i fremtiden

Konfirmations Sæsonen er godt i gang, hvilket er en speciel og ekstraordinær dag for både konfirmanden og familien.

 

Som forælder til en konfirmand har du udgifter til fest, gaver, musik, tøj til konfirmanden og resten af familien mm. Hertil kommer, hvor I vil holde festen, hvor mange gæster der skal inviteres, hvad skal de spise, og hvad skal der være af underholdning. Konfirmationen er derfor ikke blot en stor dag, men også ekstraordinær for især pengepungen.

 

Det kan være, at bedsteforældre, forældre eller nærtstående familiemedlemmer gerne vil give pengegaver. Måske har de som gave til konfirmanden sparet ekstraordinært op til en børnebørnsopsparing/børneopsparing/uddannelsesopsparing/boligopsparing eller anden opsparing med specifikt formål. I dag er der mange unge, som ønsker sig penge, ny telefon, computer eller andre større gaver. Men har du helt styr på, hvad du må og kan gøre? Her er i korte træk alt, hvad du bør vide, inden du giver pengegaver eller andre større gaver:

 

Giver man pengegave til sit barn, barnebarn eller andet nærtstående familiemedlem, skal man være opmærksom på en række forhold, som er vigtige at kende til inden, da man ikke blot kan give hvad som helst skattefrit. Pengegaver kan nemlig godt udløse indkomstbeskatning, eller der kan pålægges en gaveafgift.

 

Almindelig lejlighedsgaver beskattes ikke. Lejlighedsgaver klassificeres som gaver af mindre omfang, fx. til fødselsdage, konfirmation, bryllupper, jul mv. Disse gaver er skatte- og afgiftsfrie, såfremt værdien ikke overstiger det efter forholdene naturlige prisniveau for en gave – der er således ikke noget specifikt gavebeløb i forbindelse med lejlighedsgaver. Dog skal du være opmærksom på følgende:

 

Du kan til dit barn, stedbarn eller barnebarn skattefrit give 64.300 kr. (2018) – og er I to forældre, kan i samlet give 128.600 kr. skattefrit i 2018. Gaven skal dog reelt være givet fra hver forældres bodel (private konto, opsparing mv.). Ønsker du at give mere end de 64.300 kr., er gaveafgiften 15% af det beløb, der overstiger denne grænse.

 

Du kan læse mere i denne artikel: https://www.financialconfidence.dk/2017/11/22/oensker-du-at-give-dine-naermeste-pengegaver/

Alt efter relationen er det ikke unormalt, at konfirmanden modtager fra mellem 500 kr. (fra venner) til op imod 6.000 kr. (fra forældre/bedsteforældre). Dette kan medføre et samlet stort beløb, som konfirmanden skal tage stilling til, hvordan skal forvaltes. Skal de bruges til nyt tøj, sko, make-up, cykel, telefon, computer og andre gadgets, eller skal de (eller dele af summen) indsættes på en opsparing og eventuelt investeres i værdipapirer?

Uanset hvad kan det være en god ide, at du/I tager en god snak med barnet om, hvordan pengegaverne bliver brugt fornuftigt og til gavn for barnets fremtid.

Som forælder er man med til at påvirke sit barns økonomiske fremtid, herunder deres holdning til penge og forbrugsvaner, og det er derfor væsentligt at være gode eksempler, da børnene ofte tager forældrenes og omgivelsernes holdninger og vaner med sig ind i voksenlivet – på både godt og ondt. Værdien af penge er således væsentlig at tilegne sig; og man skal have respekt for det, som forældre, bedsteforældre og andre giver i gave og til opsparing. Når man ønsker sig ting af større omfang, må man også spare op til det. Alene det, at nogle har brugt tid, energi, tanker og penge på at kunne give en gave, er noget, man skal være taknemmelig for. Giveren vil formentlig værdsætte, hvis pengene/gaven bliver brugt velovervejet – og at barnet får et realistisk syn på, hvor lang tid det egentlig har taget at spare op til gaven.  

 

Hvis du har brug for hjælp og/eller sparring til din eller dit barns økonomi, så kontakt os i dag på telefon 71 99 24 53.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *